Logo hvid paa blaa Facebook Mynewsdesk
 

COVID-19 | Sociale arrangementer, herunder lejrskoler m.v., bør aflyses i den kommende tid

    21. september 2020
  • fb
  • tw
  • li
  • em
  • Børne og Undervisningsministeriet anbefaler, at sociale arrangementer, herunder lejrskoler m.v., aflyses i den kommende tid.

    De nye tiltag til håndtering af COVID-19 epidemien, der blev udmeldt d. 17. september 2020, indeholdt en anbefaling om, at alle sociale arrangementer bør aflyses i forbindelse med dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser o. lign. Det vil sige alle arrangementer, som primært har et socialt formål.

    Børne- og Undervisningsministeriet har nu uddybet forståelsen af ”sociale arrangementer”:

    Der bør ikke holdes sociale arrangementer eller arrangementer uden for almindelig skoletid f.eks. klassefester, fælles morgenmad og lejrskoler.

    Tiltagene er foreløbig gældende til d. 18. oktober 2020.

    Der kan godt afholdes aktiviteter, som har et fagligt formål inden for almindelig skoletid f.eks. besøg på museer, gåtur i skoven mv., hvis de generelle anbefalinger om at undgå smitte kan overholdes. Det betyder at der skal være fokus på at dem, der deltager, ikke er syge, der holdes afstand og der opretholdes god hygiejne.   

    Anbefalingen om at aflyse sociale arrangementer gælder også private arrangementer, der ikke er arrangeret af institutionen eller skolen, som for eksempel klassefester, fælles fødselsdage, fælles forældrearrangementer, som ofte er arrangeret af forældre eller eleverne selv.

    Sundhedsstyrelsen vil udarbejde et brev til forældre, skoler og dagtilbud mv. med information om de nye anbefalinger om aflysning af sociale arrangementer. 

     

    Børne- og Undervisningsministeriets Q&A om emnet:

     Hvilke arrangementer skal aflyses på dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud og ungdoms- samt videregående uddannelser?

    Myndighederne anbefaler, at dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud og ungdoms- og videregående uddannelser aflyser sociale arrangementer. Det kan f.eks. være klassefester og skolefester, der primært har et socialt formål. Anbefalingen gælder sociale arrangementer, både dem der afholdes på og uden for skolens/institutionens matrikel og dem der er arrangeret af skolen og af forældre/elever.

    Anbefalingen indebærer også aflysning af lejrskoler eller studieture, som er planlagt som led i undervisningen, og som forløber over flere dage, da det især i disse sammenhænge er vanskeligt at efterleve og opretholde anbefalinger om hygiejne og afstand. Dette gælder også, hvis lejrskolen eller studieturen alene er for elever fra én klasse, der færdes sammen i løbet af skoledagen.   

    Kan arrangementer med fagligt eller administrativt formål afholdes?

    Dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner vil fortsat kunne afholde aktiviteter med et fagligt eller administrativt formål. Det kan fx være skolebestyrelsesmøder, generalforsamlinger på fri- og privatskoler samt efterskoler og frie fagskoler, valgmøder og opstillingsmøder til skolens bestyrelse eller andre styrende organer, herunder elevråd, forældremøder, skole-hjemsamtaler, optagelsesmøder/samtaler og lignende samtaler mellem skoleleder/lærer og elev samt familiemedlemmer og introduktionskurser samt brobygning.

    Alle aktiviteter skal fortsat ske under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes til enhver tid gældende anbefalinger om hygiejne og afstand samt at personer med symptomer på COVID-19 skal blive hjemme.

    Deltagerkredsen til møder bør begrænses mest muligt, så der f.eks. kun deltager 1 forælder til forældremøder.

    Kan forældre afholde sociale arrangementer?

    Myndighederne anbefaler, at der ikke planlægges og afholdes private arrangementer som f.eks. klassefester, fødselsdage, lejrture mv. Dette gælder også, selv om børnene og de unge færdes sammen i løbet af en almindelig dag.

    Kan børn og unge se hinanden i mindre grupper?

    Børn og unge kan lege og ses med deres venner. Børn og unge skal lige som voksne søge at begrænse den sociale omgang med andre, både når det gælder, hvor mange vi samles, hvor længe vi er sammen, og hvor mange forskellige personer vi mødes med. Der er ikke nogen konkret anbefaling om et bestemt antal personer, man kan se.

    Der er udarbejdet ’Gode råd til unge’, og der er målrettet kommunikation til unge på relevante sociale medier.